Undervisere ved Nordisk Yoga

Vivi Korn, stifter og daglig leder af Nordisk Yoga

Vivi Korn

Stifter og daglig leder af Nordisk Yoga siden 1983. Yoga for mig foregår ikke kun på yogamåtten. Yoga er noget som du tager med dig og kan bruge i hverdagen til at finde din indre balance og nyde livet i al sin pragt. Min undervisning har sin basis i hatha yoga med fokus på detaljer, åndedræt og ro. Jeg er inspireret af den nyere dynamiske og aktive yogaform, Vinyasa Yoga (Flow), som jeg bruger til opvarmning inden vi går over til de statiske og åbnende øvelser. Åndedrætsøvelser og Meditativ Dybdeafspænding afrunder mine klasser og er en vigtig praksis. Mit speciale er yoga for gravide og efterfødsels træning, men jeg underviser også mange andre hold.
Jeg er uddannet yogalærer fra Skandinavisk Yoga og Meditationsskole. Certificeret gravidyoga underviser i Yoga Alliance 2012. Samt TT-certificeret fra Hamsa Yoga Indien/ Kbh. 2013.Ved siden af min yogauddannelse har jeg en bachelor grad i  historie og  i idræt fra Syddansk Universitet (SDU).

Heidie Marie Løvendahl

Heidie Marie Løvendahl

Til daglig er jeg leder af Nordisk Hot Yoga. Tidligt i min yogarejse blev jeg fascineret og inspireret af yoga som et redskab til healing, og et værktøj til at møde dig selv. Yoga er en komplet livsstil, hvor du øver dig i at slippe kontrol og overgiver dig til processen. Det er en accept af, at livet består af bølger og du er i kontant forandring. Derfor er det en af mine intentioner som yogalærer. at støtte mine elever i en sanselig og åndelig oplevelse – en oplevelse af nærvær, mental bevidsthed samt fysisk og følelsesmæssig balance. Jeg ønsker at hjælpe mine yogier med at opbygge tillid til sig selv, så de kan møde livets forandringer uden frygt, men med en dyb ro og styrke fra deres indre kerne. Gennem vejrtrækning og pulserende bevægelser inviterer jeg til spirituel vækst og selvhealing – at flytte sig fra stagnation til flow. Min tilgang til yoga er uhøjtidelig, med fokus på frihed, hjertet, nysgerrighed og spiritualitet.
I mere end 20 år har jeg uddannet mig og praktiseret hos nogle af de mest kompetente yogalærere. Derudover har jeg deltaget i adskillige kurser og studier inden for yogafilosofi, yoga som terapi og psykologi, så jeg konstant kan støtte mine yogier i deres udvikling – både kropsligt og følelsesmæssigt – så de kan finde hjem i sig selv.

Annika Mahallati

Annika Mahallati

I min yogaundervisning handler det ikke om at opnå den perfekte stilling, men om at skabe en atmosfære, hvor alle føler sig godt tilpas både fysisk og mentalt. Mit mål er at gøre yoga tilgængelig for alle, uanset niveau, og jeg stræber efter, at mine deltagere går hjem med en glad krop og en positiv oplevelse. Jeg lægger vægt på balanceret og funktionel træning, hvor hele kroppen bliver arbejdet igennem, og teknikken er i fokus.
Mine klasser er typisk bygget op omkring åndedrætsøvelser, stræk, styrke og balance samt guided afspænding og meditation. Undervisningen foregår i et roligt tempo med plads til pauser, så deltagerne kan mærke efter i egen krop og forbinde sig med deres vejrtrækning. Det er vigtigt for mig, at hver enkelt får tid til at være til stede og finde ro i stillingerne. Undervisningen er tilpas udfordrende, men altid med respekt for den enkeltes grænser og krop. Jeg ønsker, at mine deltagere får en bedre fornemmelse af deres krop og åndedræt i et trygt rum, hvor alle føler sig set og velkomne. Du er velkommen til at læse mere på yogabloggen.dk

Begitte Lynge Andersen

Begitte Lynge Andersen

Min yogarejse startede med min første graviditet for mere end 22 år siden og har siden da været en stor del af min mentale, spirituelle og fysiske rejse. Igennem yoga oplever jeg en helt særlig intimitet med mig selv, bliver rummelig og mere modig, tør møde dagen som den kommer mere beredvillig. Min 200t instruktøruddannelse er fra Hamsa Yoga Studio i København, 50t i Yoga Teknik og 50t i Restorativ Yoga fra samme sted. Desuden har jeg deltaget på adskillige workshops med internationale undervisere i Odense, Kbh, Berlin, L.A. og San Francisco. Min undervisning relateres oftes til den pågældende årstid.

Carina Cecilia Saatterup

Carina Cecilia Saatterup

Vi er som mennesker i evig udvikling, og det samme er Yoga Traditionen, derfor er det vigtigt at bibeholde en nysgerrig, legende, kærlig tilgang til sig selv, sin yogapraksis, hinanden og livet. Derfor er det, for mig en gave at kunne formidle noget så virkningsfuldt som yoga, der på et dybt plan forener og balancerer det kropslige og mentale. Min undervisningsstil er uformel, saglig, udogmatisk og humoristisk. Jeg elsker det kontinuerlige arbejde, men krydrer det gerne med nye perspektiver, variationer, leg, grin og nørderi.
Jeg er i sin tid ( 2010 ) uddannet klassisk Hatha yogalærer og tog året efter yogalærer uddannelsen fra Hamsa Yoga Studio i København. Derudover har jeg efteruddannet mig til Restorativ- og Yin yogalærer. Mine uddannelser og kurser har givet et solidt fundament, men nysgerrigheden og ønsket om mere viden er ikke blevet mindre med årene og derfor deltager jeg til stadighed på videreuddannelser, workshops og kurser.
I over 12 år har jeg været fuldtids yogalærer og afholder desuden retreats både herhjemme og i Sydspanien. Udover at undervise på Nordisk Yoga ( siden 2011 ) har jeg mit eget yoga studie ( www.yogamoves.dk ) og er medstifter af Nordic Yoga Festival.

Didder Rye

Didder Rye

Yoga har været en del af mit liv i mange år. Jeg er uddannet yogalærer indenfor Hatha Flow og Yin samt deltaget på kurser i Open Flow og terapeutisk yoga.  Derudover har jeg en Pilates Reformer uddannelse fra fysioterapeuterne hos Den Intelligente Krop.

Til dagligt passer jeg kontoret her på Nordisk Yoga sammen med skoleleder Vivi Korn.

Hanne Jørgensen

Hanne Jørgensen

Jeg har taget min grundudddannelse ved Hamsa Yoga i Kerala, Indien, og jeg deltager løbende i forskellige kurser og workshops rundt om i verden. Min inspiration finder jeg hovedsageligt ved Julie Martin, USA, hvis tilgang til yoga har fokus på bevægelighed, mobilitet og fleksibilitet i kroppen. Derigennem arbejder vi også med vigtige elementer som styrke og balance. De drejer sig ikke så meget om, hvordan det ser ud men mere på at få opmærksomheden ind i kroppen og mærke, hvad der føles godt for kroppen. Yoga er ikke en konkurrence, og vi skal ikke præstere eller nå noget bestemt. Jeg har en undersøgende, uformel og ligefrem tilgang til yoga og vægter et bevidst og opmærksomt nærvær på åndedrættet og kroppen. En opmærksom tilgang skaber mulighed for at mærke efter, hvad der sker i kroppen, få ro i hovedet og være til stede her og nu.

Helle Olsen

Helle Olsen

Yoga giver mig ro, styrke og smidighed i både sind og krop samt overskud i hverdagen. I en verden hvor alt går stærkt og konstant forandrer sig, er yoga for mig som et holdepunkt, hvor jeg kan tage en pause og finde hjem i mig selv. Jeg er uddannet yogalærer og min første 200 timers uddannelse tog jeg hos Eva Westhoff i 2003. Jeg har gennem årene gennemført både 50 og 100 timers hatha og vinyasa yogauddannelser samt deltaget i talrige kurser og workshop i både ind og udland. Jeg holder mig opdateret indenfor yogaverdenens udvikling og strømninger gennem kurser, podcast og yogasamlinger og samtidig med respekt for dens forskellige traditioner, forsøger jeg at videregive yogaens værktøjer og budskaber.
Jeg blev uddannet fysioterapeut i 2000 og har siden 2007 været ansat i Odense kommune, hvor jeg arbejder med genoptræning, de sidste mange år primært med hjertepatienter. Et job jeg stortrives i. Jeg har derfor et stort kendskab og viden om kroppens anatomi og fysiologi som jeg bruger i min yogaundervisning til at guide dig sikkert gennem din praksis.
Mine klasser er uhøjtidelige, legende og inkluderende med øje for den dynamiske del.

Henrik Thorndal Machon

Henrik Thorndal Machon

Yoga lærer mig at møde, mærke og værdsætte livet. Den minder mig om, hvem jeg er, og hjælper mig til at fokusere på det, der virkelig betyder noget. Med afsæt i klassisk yogafilosofi og vinyasa yoga, underviser jeg ud fra princippet om, at forandringer i bevidstheden bliver mulig, når vi vækker den indre energi til live og gør krop og sind til sunde redskaber for bevægelse og udnyttelse af vores indre ressourcer. Målet med min undervisning er således at inspirere den enkelte til at blive mere bevidst om sig selv, og opdage hvordan yoga kan bidrage til større balance, indsigt og vitalitet i livet. Min tilgang til yoga er overvejende udogmatisk, legende og let humoristisk. Foruden min yogalæreruddannelse fra Om Yoga/Ulrica Norberg i Stockholm er jeg uddannet fysioterapeut og psykolog, og arbejder til dagligt inden for det psykiatriske felt.

Ida Bohn

Ida Bohn

Jeg elsker den følelse af frihed jeg oplever, når alt bare går op i en højere enhed. Ofte sker det, når bevægelse og vejrtrækning forenes i et lækkert flow, og følelsen kan følge én længe efter. Dét vil jeg gerne give videre i min undervisning. Min egen rejse med yoga begyndte, da jeg arbejdede som dykkerinstruktør. Kombinationen af fri bevægelse og lyden af boblerne fra min egen vejrtrækning var helt magisk. Den samme magi fandt jeg i yogaen. I 2013 tog jeg en 200-timers Vinyasa uddannelse ved Frog Lotus Yoga i Spanien. Siden har jeg udvidet med en Breath Coach uddannelse og efterfølgende med en Yin Yoga overbygning. Ud over at undervise i Nordisk Yoga uddanner jeg instruktører for DGI inden for både yoga, løb og funktionel fitness. Derudover har jeg en kandidatgrad i Idræt og Sundhed fra SDU og har undervist i forskellige bevægelsesformer i over 25 år. Jeg er aldrig færdig med at lære. Min tilgang til undervisningen er nysgerrig og udforskende, jeg elsker at lege og afprøve nye ting.

Jette Billund

Jette Billund

Yoga er en uadskillelig del af mit liv – jeg lever, tænker og føler yoga hver dag. Det er både en filosofi, en meditativ praksis og en fysisk træning, som er fuldstændig integreret i min tilværelse. Yoga er min livslange kærlighedshistorie, som har fulgt mig gennem hele mit voksenliv. Livet har budt på både store glæder og dybe sorger, og alt det midt imellem. Forandring er et grundvilkår for os alle, men yoga har altid været mit fundament, min rygrad, min livline, min glæde og min frihed. Jeg underviser og afholder workshops og retreats i både yoga og mindfulness. Med en baggrund som cand.mag. i engelsk og idræt har jeg undervist i 29 år – i gymnasieskolen, Odense kommune, fitnesscentre, privat og på aftenskoler. Jeg brænder for at formidle yoga og skabe rum for forundring, heling, glæde og styrke – for at grine, græde og opleve yoga sammen med andre.

Karin Lerche Sørensen

Karin Lerche Sørensen

Jeg er Slings Myofascial Training practitioner (2020) og Stott Pilates Matwork instruktør (2009), og jeg glæder mig til at give dig positive oplevelser med bevægelse! Min undervisning er meget nede på jorden og ressourceorienteret, og der er ikke nogen forventning om at præstere. Jeg ønsker at undervisningen skal give dig en oplevelse af, at du gør noget godt for dig selv. Jeg er meget fascineret af hvordan bevægelse påvirker os ikke bare fysisk, men også mentalt. Du får ikke kun en stærkere og mere resilient fysik, men ved at arbejde med kroppen via Slings og Pilates kommer du til at stå stærkere i dig selv. Et vigtigt mål for mig er at vække din bevægelsesglæde og din tillid til din egen krop og dens selvhelende kapacitet. I øvrigt er jeg uddannet kiropraktor, og jeg underviser også internationale kurser, som er målrettet andre bevægelseslærere og manuelle terapeuter for art of motion academy, Schweiz.

Kristine Amalie

Kristine Amalie Æbelø

Yoga hjælper mig med at finde ro, balance og livsglæde i min hverdag. Det finder jeg gennem den fysiske praksis, men i høj grad også gennem yogafilosofien og den spirituelle praksis. Yoga tilbyder mig et fællesskab, som jeg elsker at være en del af! I min undervisning er jeg optaget af det sansebaserede frem for det visuelle udtryk, og mine yogaklasser er en invitation til at mærke kroppen og sindet, som det er lige nu og her. Intentionen er, at du kan være nysgerrig og undersøgende i din yogapraksis uanset dit udgangspunkt. Åndedrætsøvelser og afspænding er en vigtig og fast del af mine klasser. Jeg underviser hathayoga for begyndere og øvede, og er specialiseret i yoga for gravide og efterfødselstræning. Derudover underviser jeg med stor glæde børn og unge. Jeg har, udover min 200 timers Yoga Alliance certificerede uddannelse, taget uddannelser i bl.a. yoga for børn, anatomi, sensorisk sprog og psykologi og restorativyoga. Udover min yogauddannelse er jeg cand.mag. i religionsvidenskab.

Majbritt Young Christensen

Majbritt Young Christensen

Jeg har dyrket yoga siden 2000, og efter en treårig uddannelse blev jeg certificeret Iyengar® Yoga lærer i 2012. Jeg elsker teknikken og præcisionen i denne yogastil, og jeg oplever, at fokus på de små detaljer styrker min opmærksomhed og evne til at være til stede i nuet. Det giver mig et solidt fundament, som jeg kan tage med mig uden for yogamåtten. Jeg har stor faglig stolthed og glæde ved systemet, hvilket jeg stræber efter at formidle i min undervisning.
Som konservatorieuddannet musiker arbejder jeg til dagligt med børn og unge på Odense Musikskole. Jeg er også aktiv som freelance både i Danmark og i udlandet.

Margrethe Aunsholt

Karen Margrethe Aunsholt

Yoga er for mig er en kilde til energi samt et fristed hvor jeg kan give min krop opmærksomhed og mit sind en pause. Jeg har dyrket yoga siden 2002, hvor jeg startede med at dyrke Ashtanga yoga. Jeg er uddannet danser fra Statens Scenekunstskole i København og har arbejdet med scenekunst i omtrent 20 år. I 2017 efter en succesfuld karriere som scenekunstner, lagde jeg danseskoene på hylden og begyndte at læse til fysioterapeut. I 2021 blev jeg bachelor i fysioterapi og har siden arbejdet som fysioterapeut i Børneterapien i Odense kommune på specialområdet. Efter jeg i 2015 blev certificeret yogalærer fra Hamsa Yoga i København, har jeg haft fornøjelsen af at undervise i Nordisk Yoga . I kan møde mig som underviser i det traditionelle yoga studie samt i hot-yoga studiet. I mine yoga timer har jeg fokus på flow, balance og styrke. Mine timer er inspireret af vinyasayoga.

Maria Engsbye Nørgaard

Maria Engsbye Nørgaard

Når du kommer til yoga ved mig, er det med en invitation til at komme i kontakt med din krop, dit sind og dit åndedrag. Du er alle tre dele og i en yoga praksis uanset yoga stilart ved mig, så forsøger vi at forbinde, lege med og balancere disse tre dele. Jeg elsker at udforske, hvad både du og din krop kan gennem leg og nysgerrighed, og derfor skaber jeg altid en uhøjtidelig atmosfære i mine klasser, der er ikke noget din krop skal kunne, men vi kan være nysgerrige på hvad den kan. Denne tilgang fører ofte til en smuk transformation.
Min primære undervisningsform er Yin-yoga, men jeg underviser også i forskellige variationer af hatha yoga. Jeg er uddannet yogalærer i 2017 og har siden 2021 har yogalærer været min primære beskæftigelse. Jeg har mere end 500 timers yogalærer-uddannelse i bagagen og hvert år fyldes mere på, for yoga er for mig ud over en vigtig del af mit eget liv, også en livslang lærings-rejse.

Michelle Nora Lind

Michelle Nora Lind

Som menneske i det moderne samfund er yoga en vej til fordybelse. Det er en daglig rytme, hvor jeg giver kroppen taletid og sindet ro. Jeg praktiserer og underviser ashtanga yoga, og jeg tog min uddannelse i Mysore, Indien, i 2014. Ashtangaens faste struktur og fysisk udfordrende stillinger giver mig mulighed for at overgive mig fuldt ud til min praksis, hvilket bringer en dyb mental ro. Jeg efteruddanner mig løbende, bl.a. hos Kino MacGregor, Sharath Jois, Mira Wøhlk og David Swenson. Jeg har et stort fokus på at hjælpe interesserede med at finde deres vej i Ashtanga, og giver gerne variationer til den intense praksis; tilpasser den til der, hvor man er. Jeg er mor til to fra ’17 og ’20, hvor jeg har praktiseret Ashtanga gennem begge graviditeter. Ashtangaen supplerer jeg med håndstandstræning og akroyoga. Udover min passion for yoga, lever jeg af min passion for musik som operasanger, og denne særlige kombination af sang og yoga har altid været meget meningsfuld for mig.

Rikke Nørbo

Rikke Møller

Jeg skaber et rum, hvor ro og nærvær er fundamentet. Min undervisning har base i Hatha yoga og livets/naturens cyklusser. Yogaøvelserne undervises med fokus på åndedrættet og sund kropsholdning og oparbejder evnen til at mærke egne behov for at øge den generelle trivsel. En sund kropsholdning er vigtigt for at forebygge og lindre smerter og giver åndedrættet plads til at nære kroppen med alle dets vigtige funktioner. Cyklusserne anvendes til at balancere ud fra den ayurvediske tilgang (yogaens søstervidenskab). Hvilket praktisk betyder at der undervises så øvelser og graden af bevægelse og restitution, støtter krop og sind i at trives året rundt. Dette vil øge den generelle ro og vitalitet.
Specialer: Kvindekroppen, teknik (sund bevægelse og kropsholdning), afspænding og yogaformerne: Hatha, Terapeutisk, Slow Flow, Hormonbalancerende, Restorativ og Traume-informeret Yoga. Jeg er også erfaren i undervisning i åndedræt, meditation, compassion og yoga nidra og har undervist ved Nordisk Yoga siden 2016.
Er forfatter til bogen: “Lev i Trivsel med Yoga og Ayurveda” . I egen virksomhed modtager jeg klienter og underviser workshops.
Mere: Sattvayoga.dk

Sira Hechmann

Sira Hechmann

For mig er yoga et sted, hvorfra livet kan blomstre – et dynamisk univers, der på forunderlig vis kan skabe nærvær. Jeg har haft fornøjelsen af at blive undervist og inspireret af lærere inden for forskellige yoga-retninger, herunder iyengar, ashtanga, vinyasa og hathayoga. En særlig oplevelse var en fantastisk 200-timers teacher training i Indien med Simon Krohn og Soham Johansen, som begge besidder stor viden og erfaring indenfor yoga. Denne uddannelse har sået mange frø, der har formet og inspireret min undervisning og videre yogarejse. Udover at undervise i yoga, arbejder jeg som tale-hørekonsulent og elsker at danse.